Sytten år!

Man glemmer aldrig den første gang. Den første kærlighed, det første kys, den første gang jeg så dig. Jeg husker så tydeligt den første gang.

Jeg kom fra Halsebyvej og drejede om hjørnet ad Marsk Stigs Vej. Det var forår, solen skinnede i den lille sø, som lå omgivet af siv og hvide svaner. Lidt længere fremme kunne jeg se Marsk Stigs Høj, stedet hvor der engang lå en borg. I baggrunden lyste Tårnborg Kirke hvidt mod den blå himmel.

Nu er der gået sytten år. Sytten år hvor jeg aldrig har glemt første gang, jeg så dette sted, som skulle blive mit og min mands. Vi kom som sognets nye præstepar den 1. marts 1998, og det har vi aldrig fortrudt. Her har vi levet og slået rødder, mødt så meget venlighed og imødekommenhed.

Tårnborg sogn er et godt sted at være. Nu er det tid for os at takke af. Jeg går på pension fra den 1. juli, min mand Per og jeg flytter fra sognet og skal begynde et nyt liv i et lille hus på Stevns. Det er med stor vemodighed, at vi har taget denne beslutning, men alting har en tid, og vi føler begge at tiden nu er kommet til at sige farvel til Tårnborg. Jeg er fyldt 62 år, min mand har været alvorligt syg, 2014 har været et tungt år for os.

Det er med vemod, men også med stor taknemmelighed at jeg skriver disse linjer. At få lov til at være præst her på dette sted, det har været en stor gave for mig.

Lige fra første begyndelse er jeg blevet taget imod med åbne arme. Så meget tillid er blevet

vist mig, så mange mennesker jeg har delt både glæder og sorger med. Jeg er blevet lukket ind i menneskers livshistorier, jeg har taget del i store og små begivenheder, og det har været en stor berigelse for mig. Ikke én eneste gang er jeg trådt ind i Tårnborg Kirkes smukke rum uden at være ydmyg og stolt over at dette blev mit kald. At stå foran alteret ved fødderne af Jesus på korset, at sidde i stolen i hjørnet og se ud på kirkegården, se solens lystegn i vinduets tykke mur.

Tak, af hjertet tak for sytten dejlige år som præst i Tårnborg sogn. Tak til jer alle i sognet, ak til menighedsrådet og kirkens ansatte for al støtte og opbakning.

Jeg ønsker alt godt for sognet fremover. Må Guds velsignelse være med jer alle.

Sognepræst Susanne Jensen

Kalender

27sep kl. 10:30

16. søndag efter Trinitatis

Ved Marie Høgh

27sep kl. 10:30
30sep kl. 14:30

Karl Johan Vedel - "Her er mit liv".

Foredrag ved Karl Johan Vedel

30sep kl. 14:30
06okt kl. 19:00

Ekstraordinær valgforsamling

Vi holder ekstraordinær valgforsamling d. 6. oktober kl. 19.00 i konfirmandstuen, for …

06okt kl. 19:00
07okt kl. 18:00

Møde i menighedsrådet

07okt kl. 18:00
14okt kl. 13:30

Jubilæumsfest

Jubilæumsfest i konfirmandstuen.

Tilmelding nødvendig.

14okt kl. 13:30
28okt kl. 14:30

Nina fortæller om en sejltur langs Norges kyst.

Foredrag ved Nina

28okt kl. 14:30
11nov kl. 14:30

Marianne og Tina fortæller om bestigning af Kilimanjaro.

Foredrag ved Marianne og Tina om bestigning af Kilimanjaro

11nov kl. 14:30
19nov kl. 18:00

Møde i menighedsrådet

19nov kl. 18:00
25nov kl. 14:30

Juleafslutning

Juleafslutning i Konfirmandstuen med kaffebord, sang og hygge.

25nov kl. 14:30