Du er her: 
 

Julen i Tårnborg Kirke

Julen står for døren og det kan mærkes i Tårnborg Kirke. 

Udover at adventskransen bliver tændt hver søndag og juletræerne bliver sat op er der tændt lys i kirken hver aften, så Tårnborg Kirke kan ses vidt omkring, og så vi kan blive mindet om julebudskabet: At der altid er et lys, der skinner i mørket.

I december måned er der forskellige gudstjenester i kirken. Både Tårnborg skole og børnegården Kildebakken kommer på besøg til krybbespil og gudstjenester og hver søndag venter vi og forbereder os til Jesu fødsel.


Advent i Tårnborg Kirke

1. søndag i advent den 3. december kl. 10.30 bliver det første lys tændt i adventskransen og vi bærer et barn til dåben.

2. søndag i advent den 10. december kl. 16:00
Luciaoptog og De Ni læsninger I løbet af en time bliver hele Bibelens grundfortælling lige fra Skabelsen til Jesu død og opstandelse fortalt - gennem musik, korsang, fællessang og Bibellæsninger, oplæst af folk fra menigheden. Gudstjenesten, der har sin oprindelse fra den anglikanske kirke i England, blev første gang afholdt den 24. december 1916 i Cambridge, og var et forsøg på at lave en fornyelse af gudstjenesten. Selvom det altså er en gammel tradition, så er det stadig en anderledes gudstjenesteform, hvor menigheden bliver indraget på en anden måde end i en traditionel gudstjeneste. Det kan være en kærkommen lejlighed til midt i juletravlheden at kunne læne sig tilbage på kirkebænken og slappe af til musik, sang og læsning og lade julefreden sænke sig for en stund. Børn-og ungdomskoret vil indlede gudstjenesten med Luciaoptog.


3. søndag i advent den 17. december kl. 10.30
Fredslyset fra Betlehem. Spejderne kommer med fredslyset fra Betlehem, som bliver brugt til at tænde alterlysene med. Fredslyset er blevet tændt i Betlehem og ført til Danmark ligesom den Olympiske Ild. Det symboliserer håbet om at vi sammen kan skabe fred over hele jorden.


4. søndag i advent falder i år sammen med juleaften, så der er gudstjeneste i Tårnborg kirke kl. 14:00 og kl. 15.30. De sidste par år har der været mere end fyldt kl. 14:00, så hvis vi man vil være sikker på en siddeplads kan man med fordel komme kl. 15.30.

Julesøndag 31. december kl. 10.30
Begynd årets sidste dag med en gudstjeneste og slut fred med året der gik, mens vi venter på det nye.

Nytårsdag 1. januar kl. 16:00
Champagnepropperne springer i Tårnborg Kirke den 1. januar for at markere, at et nyt år begynder i verden.  Vær med til at tage hul på det nye år og ønsk godt nytår til hinanden med bobler og kransekage i våbenhuset.