Sognepræst

Nina Dyrhoff Nyegaard

Marsk Stigsvej 19, Halseby
4220 Korsør

Tlf.: 58 38 00 21 / 29 85 00 21
Fax: 58 38 05 23

E-mail: Nina Dyrhoff Nyegaard

Træffes bedst:
Fri mandag


Og byer blomstred i rødt og hvidt

Jeg var ikke ret gammel da jeg første gang så et billede af jublende danskere der med dannebrog vajende i hænderne fyldte de danske gader med glæden sprudlende ud af deres ansigter. Og jeg spurgte min mor om vi havde vundet et fodboldmesterskab,  men min mor fortalte mig i stedet historien om en lærke, der lettede og om hvordan tusind lærker fulgte og hvordan fuglenes musik forplantede sig til ethvert menneske på jorden, der endelig efter fem års besættelse så det forunderlige ske og mærkede, at det var forår og Danmark frit. 

For min mor fortalte mig om 5. maj 1945. Og hun fortalte om årene, hvor danskerne håbede på, at det hele ville ende godt. Hun fortalte om dengang, hvor danskerne var nødt til at stå sammen og i det store og i det små forsøgte at stå fjenden imod. Sådan som også hendes mor, der selv havde oplevet krigen havde fortalt hende om det. 

Og hvergang når vi nærmer os maj måned og foråret er smukkest tænker jeg på, hvordan byerne blomstrede i rødt og hvidt. Og på, hvordan vi den 4. maj, sætter lys i vinduerne for at huske på historien om dengang Danmark i fem år havde været besat. For at mindes om, det store fællesskab der viste sig, dengang, hvergang det lykkedes at gå imod overmagtens regler. Dengang det viste sig at det giver mening at håbe på bedre dage, dengang det viste sig, at det giver mening med udholdenhed at gå livet i møde og at tro på det gode sejrer til sidst. 

 

Og jeg kan huske, at jeg, da jeg blev lidt større vel en 12 år gammel, var så opsat på at finde en mening eller måske snarere en forklaring på, hvordan Holocaust kunne finde sted. Men jeg fandt aldrig forklaringen, alt jeg fandt var mig selv vågnende midt om natten badet i sved, fordi jeg fik mareridt om at læse om jødeforfølgelser, gaskamre, oprop til det danske folk, spærreforbud og Churchillklubben i Danmark.

Og en dag efter at jeg var blevet voksen faldt jeg over en notesbog  fra ungdommens glade tid, hvor jeg skrev at jeg tror at folk, der har oplevet både besættelsen og befrielsen har oplevet noget dyrebart og værdifuldt i deres liv, som vi priviligerede børn, der voksede op hvor de store verdenskrige og den kolde krig for os, var et overstået kapitel i historien, noget, som har gjort deres liv mere sårbart men også mere meningsfuldt. 

For de har oplevet hvad det vil sige at kæmpe for noget, der er større end ens egne små selvcentrerede kampe om at komme bedst frem i verden. De har oplevet, hvad det vil sige at være del af et ubrydeligt fællesskab. Et fællesskab, hvor de har oplevet at håbet og troen på noget større og vigtigere end dem selv gav dem styrke til at holde ud og holde ved.

Sådan som vi får det at vide hvergang vi finder vej ind i kirken. 

For der lyder det til os, at vi er del af et fællesskab som det på nogle punkter kan være så svært at forstå vigtigheden af, hvis man er vokset op i en tid, hvor det vigtigste er at være sig selv nok eller se bedst ud på facebook eller instagram, og man tror at det vigtigste ved en barnedåb er at blive døbt på en dag, hvor der ikke er andre børn, der skal døbes, eller når man måske til en begravelse ikke længere vil synge salmer, fordi de handler om Gud og ikke om en selv. 

Og jeg skrev dengang at jeg egentlig på en paradoksal måde var lidt misundelig på de mennesker, der havde oplevet besættelsen og befrielsen, fordi de havde oplevet et fællesskab så vigtigt at det resten af deres liv måtte smitte af på den måde, deres liv blev levet, og fordi de havde oplevet hvad det kan føre til hvis mennesker tror på det forkerte, hvis mennesker holder op med at håbe på fremtiden, hvis mennesker holder op med at engagere sig i verden. Hvis mennesker holder op med at tro.

For de har oplevet hvad der sker, når helt almindelige mennesker tror de er gud. De har oplevet, hvad det vil sige, når magten lander i de forkertes hænder. De har oplevet når det gode sejrer over det onde, og det kan aldrig tages fra én igen. 

Og hver gang, når det bliver den 4. maj og lysene tændes i vinduerne tænker jeg på, om ikke vi privilegerede børn, der blev voksne uden at krigen bankede på vores hoveddør, egentlig er klar over hvor vigtigt det er at tro på noget, der er større end vi selv er det. 

Hver gang tænker jeg på om vi er klar over hvad det egentlig betyder at have noget at kæmpe for, hvad det betyder at være del af et fællesskab. Hvad det betyder at tro. Hvad det betyder aldrig at blive ligeglad med andre mennesker. Og hvad det betyder aldrig, aldrig nogensinde at glemme at fortælle videre til vores børn, hvorfor vi tænder lys 4. maj. 

Hver gang tænker jeg på, hvor vigtigt det er huske at fortælle de store historier videre. De store historier, der er bundet af den tro, og den Gud som vi håber og tror på, er det lys, der altid skinner i mørket for os. Den tro og den Gud som er det eneste vi kan ty til når det hele vælter omkring os. 

For uden troen falder vores verden sammen. Uden de store historier i vores bagage mister vi os selv. Uden de store historier som er båret af troen på, at der er noget i verden det er værd at kæmpe for bliver alt ligegyldigt. 

I det øjeblik, hvor vi ikke levner Gud plads i vores liv, der giver vi i stedet plads til til ondskaben. For kun troen og det fællesskab som troen giver os kan kæmpe imod de mennesker som har som det højeste mål at guddommeliggøre sig selv for at få magten over hele verden og ødelægge alt det der er smukt og stort. Alt det som folk stod sammen om under besættelsen. Alt det som folk fejrede 5. maj. Friheden til livet. 

For kun der, hvor vi giver plads til Gud i vores liv. Kun der giver vi virkelig plads til godheden, kun der giver vi plads til at kæmpe for det vi har kært kun der giver vi plads til håbet om en bedre fremtid. 
Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard 

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard


Du må ikke slå ihjel.

“Hvad er det vigtigste af de ti bud i Biblen”, blev konfirmanderne spurgt om en dag. Og straks lød det fra de fleste: Det med at vi ikke må slå hinanden ihjel. Og mon ikke det femte bud: ”Du må ikke slå ihjel” er det bud, de fleste mennesker automatisk tænker på, hvis de bliver spurgt om det vigtigste af de ti bud i Bibelen. Tænker på lige nøjagtig det femte bud, fordi det er så elementært og indlysende rigtigt, at vi mennesker ikke må slå hinanden ihjel. At det er så indlysende, at verden ville være et bedre sted, hvis vi ikke slog hinanden ihjel, og tog livet af hinanden. Heldigvis er det da også de færreste af os, der slår andre ihjel. Heldigvis er det de færreste af os, der udvikler os til seriemordere, og her i forholdsvis fredelige Danmark er det også de færreste af os, der kommer til at slå folk ihjel i krig.

Her i Danmark slår vi heldigvis ikke hinanden ihjel for måske at stjæle organer og sælge dem i håbet om at få et bedre liv. Her i Danmark slår vi ikke hinanden ihjel i Guds navn, men opfører os som civiliserede mennesker. Som civiliserede mennesker, der overholder buddet om ikke at slå ihjel og i stedet skaber liv, hvor vi kommer frem. Her i Danmark kunne vi da aldrig have slået Jesus ihjel….

Men tænker vi ordentligt efter, er virkeligheden så ikke en anden? Er virkeligheden så ofte ikke den, at vi måske nok ikke slår mennesker ihjel, så de dør, men er virkeligheden ikke, at vi alligevel alt for ofte er med til at
ødelægge hinandens liv og slå mennesker ihjel på vores egen civiliserede måde, så vi ikke ender i fængsel. Er virkeligheden ikke netop, at der hvor vi fordømmer andre mennesker, for deres måde at indrette deres liv på, der hvor vi fordømmer andre, fordi vi ikke mener, de lever ordentligt. Der hvor vi peger fingre af de andre, fordi vi ikke forstår, hvorfor de ikke lever, som vi gør det. Der hvor vi inden vi lærer folk at kende dømmer dem ude pga. det ydre, pga. sladder vi har hørt, lige der slår vi mennesker ihjel. For der, hvor vi ikke først giver det andet menneske en chance for at vise, hvem det er, der slår vi ihjel. Vi slår muligheden ihjel for at finde ud af, at det menneske, som måske lever helt forskelligt fra os selv, faktisk også kan berige vores liv, netop i forskelligheden. Så er virkeligheden ikke netop, at ingen af os i sandhed kan leve op til det femte bud? Men at vi skal forsøge på det. Skal forsøge på at møde ethvert menneske med den respekt og den tillid, som vi bliver mødt af Gud med. Nemlig det at vi netop i vores forskellighed har al værdi for Gud.

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard


“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”

De tankevækkende ord blev skrevet i 1843 af Søren Kierkegaard.

Ja, selvfølgelig, fristes man til at sige, er citatet da ikke fra vores tid, for det er da vanvittigt at kritisere travlheden i en tid, hvor det er prestigefyldt at have så travlt som muligt, hvor det giver anerkendelse at kunne prale med, at tiden ikke slår til, at man er den på arbejdspladsen, der har allermest travlt. Eller den i kaffeklubben, der har flest jern i ilden. For at have travlt er tegn på, at man er populær, at man er den, som alle vil have fat på, fordi man er uundværlig, så man må ofre sig i travlhedens navn.

Og måske netop derfor giver ordene alligevel grund til at stoppe op og tænke på travlhedens trussel. For selvom mange lige nu har holdt en god lang påskeferie og travlheden for en stund måske har været sat på standby, så truer travlheden i baggrunden. For også det at holde ferie kræver travlhed, og at der hele tiden sker noget. For ungerne skal opleve noget, som de forpustede kan fortælle om, når de kommer tilbage i skolen efter ferien, og de voksne har travlt med at planlægge påskefrokoster, ture ud i oplevelsesland så travlheden banker alligevel på midt i det hele.

Men er det ikke netop latterligt at have så travlt, at man glemmer det væsentligste i livet – at det ikke er travlheden, der skaber liv, men at det er nærværet mennesker imellem, der gør livet værd at leve. At det ikke er det at fare fra sted til sted og hele tiden være på vej til en ny opgave, men tværtimod ind i mellem blot at være til uden at skulle noget som helst, der er livet.

Og det er netop også det, der til enhver tid skal og må være kirkens funktion: at kunne give rum til blot for en kort stund at glemme hverdagens krav og i stedet være til stede i livets storhed.

Kunne give rum til for en stund at få lov til at være menneske uden at skulle præstere noget som helst.

Og det må til enhver tid, såvel i 1843 på Søren Kierkegaards levetid og i 2016, være noget af det væsentligste i kristendommen at tale for, at travlheden aldrig må blive et succeskriterium. Men snarere at tale stik imod alt det, der skriger på at gøre mennesker til successer, fordi det væsentligste og det, der skaber liv netop ikke kan gøres op i succeshistorier, men at det i stedet er, at vi husker hinanden på, at det er latterligt, hvis vi mennesker tror, at vi bliver bedre, gladere, og mere succesfulde ved at have travlt, for det allermest latterlige er at have for travlt til at leve livet.

Nina Dyrhoff Nyegaard

sognepræst


Når livet gør ondt, kan du tale med din præst!

Det behøver ikke nødvendigvis være religiøse spørgsmål.
Præsten er en, du kan tale med om alle de tanker, der kan opstå, når det er svært at være dig.
Om alt det vi bærer på af glæde og sorg - tro og håb. Tvivl, angst og skyld.

Præsten er underlagt absolut tavshedspligt og alt forbliver mellem dig og præsten.

Og så er det ganske gratis!
Præsten tager intet honorar.

Det er godt at have en at med, en der kan lytte, og du er altid velkommen til at aftale tid til en samtale.

Kalender

16okt kl. 14:30

Det gamle Tårnborg

Søren Mikkelsen viser billeder i Konfirmandstuen af det gamle Tårnborg

16okt kl. 14:30
20okt kl. 17:00

18.s.e.t. Jagtgudstjeneste med spisning

Jagtgudstjeneste med spisning ved Nina Dyrhoff Nyegaard 

20okt kl. 17:00
23okt kl. 18:00

Menighedsrådsmøde i konfirmandstuen

23okt kl. 18:00
27okt kl. 10:30

19.s.e.t.

Ved Nina Dyrhoff Nyegaard 

27okt kl. 10:30
30okt kl. 14:30

Banko i Konfirmandstuen

30okt kl. 14:30
05nov kl. 15:30

Møde i litteraturkredsen

05nov kl. 15:30
12nov kl. 18:00

Menighedsrådsmøde i konfirmandstuen

12nov kl. 18:00
13nov kl. 14:30

Udvekslingsstudent i Mexico

Cathrine Rosengren fortæller i Konfirmandstuen om 1 år som udvekslingsstudent i …

13nov kl. 14:30
14nov kl. 19:30

Vi synger sange om Sorg og Glæde i Konfirmandstuen

14nov kl. 19:30
27nov kl. 14:30

Juleafslutning med kaffebord, sang og hygge

Juleafslutning i Konfirmandstuen med kaffebord, sang og hygge.

27nov kl. 14:30
06dec kl. 15:30

Møde i litteraturkredsen

06dec kl. 15:30
10dec kl. 18:00

Menighedsrådsmøde i konfirmandstuen

10dec kl. 18:00
12dec kl. 19:30

Vi synger Julesange i Konfirmandstuen

12dec kl. 19:30
09jan kl. 19:30

Vi synger Drikkeviser i Konfirmandstuen

09jan kl. 19:30
08maj kl. 10:30

Konfirmation 2020

ved Nina Dyrhoff Nyegaard

08maj kl. 10:30
30apr kl. 10:30

Konfirmation 2021

Konfirmation 2021 ved Nina Dyrhoff Nyegaard

30apr kl. 10:30