Kirken, den er et levende hus!

Stolt knejsende rager de op i landskabet som trodsige monumenter over tidens kamp med forgængeligheden - Kirkerne, der er spredt ud over landet med hver deres historie, med hver deres indflydelse på det omgivende samfund, hvor de uanset folks tilhørsforhold til kirken i dagliglivet danner rammen om livets største begivenheder, glæderne såvel som sorgerne.

Jævnligt dukker Folkekirken også op i medierne. For alle har en mening om Folkekirken. Ofte lyder kritikken, at kirken er for gammeldags, for konservativ og er gået i stå i en tidslomme, der for længst er gået af mode. Og med ateisternes ord, så er det jo fuldkommen vanvid at tro på andet end det, vi mennesker kan se.

Kritikken har fået præster og andre kirkeligt engagerede til at genoverveje, hvad kirken skal og kan, og der er kommet rigtig mange gode og interessante tiltag, som anderledes gudstjenesteformer, mere tidssvarende konfirmandundervisning, og præster som er ansat til at målrette forkyndelsen for en bestemt gruppe mennesker fx unge og ikke mindst et øget fokus på samarbejdet mellem præst og menighed.

Desværre kan det til tider virke, som om forsøget på at tænke anderledes og tilfredsstille de forskellige røster har resulteret i, at Folkekirken er blevet en underholdningsmaskine, hvor det eneste der tæller er, hvor mange folk, der sidder på kirkebænken, og hvor præsterne forsøger at honorere tidens behov for underholdning og frygt for fordybelse ved at optræde som skuespillere snarere end som præster – og teologer!

Og det er en udvikling, der er trist, for forhåbentligt kan Folkekirken og kirkerne få lov til generation efter generation at rage op som monumenter, der ikke blot er museumsgenstande, men som er levende huse, der giver mening og betydning i menneskers liv, fordi de både formår at tale ind i nutiden og følge med samfundsudviklingen, men som samtidig også formår at turde stå ved det, som kirken kan og skal: være noget helt andet, end blot et sted, hvor man går hen for at blive underholdt. Være noget helt andet, end det omgivende samfund, hvor vi måles på, hvad vi kan, og hvad vi præsterer. For i kirken, der skal man ikke præstere.

I kirken, der kommer man for at få fortalt det, man ikke kan sige sig selv: At vi mennesker i sorg og i glæde altid følges af Gud. Og at vi er elsket og holdt af. Uanset, hvad vi så præsterer ude i samfundet. Og at vi mennesker altid har en snert af evigheden i os.

Det siges i Tårnborg Kirke. Det siges til søndagens højmesse kl. 10.30, men det siges også på alle de andre tidspunkter, hvor kirken bliver brugt. For kirken bliver brugt. Kirken bliver brugt på afgørende tidspunkter i menneskers liv. Den bliver brugt, når mennesker, fulde af glæde har fundet den store kærlighed og de bliver gift. Den bliver brugt, når dåbens lys bliver tændt over et lille barn og den bliver brugt, når livet er slut her på jorden, og Guds ord om at vi alle skal opstå af jorden igen håbefuldt bringer trøst til de sørgende.

I løbet af året, er der mange forskellige gudstjenester i kirken, der markerer årets og livets gang. Der afholdes koncerter og så er det muligt i dagtimerne, bare at komme forbi kirken, gå ind, for måske at tænde et lys i lysgloben og nyde roen og udsigten og finde fred i en måske stresset hverdag. Udover det, danner konfirmandstuen ved præstegården rammen om mange sociale arrangementer, såsom sangaften, litteraturkreds og hyggeklub.

For Tårnborg kirke er en levende kirke.

Nina Dyrhoff Nyegaard

Sognepræst

Nyheder