At det ikke altid går som præsten prædiker, er der en sandhed i, for da jeg den 27. juli stod på prædikestolen i Tårnborg Kirke meddelte jeg, at jeg ikke ville stå der før i det nye år, da jeg skulle udsendes med Forsvaret.

Men selv en præsts bønner er ikke stærke nok til at undgå sygdom, og nu var det altså min families tur.
Og selvom der er mere end rigeligt at kæmpe for i Letland, hvor vi forsvarer demokratiet på østligste frontlinje til Rusland, så er der situationer, hvor man er nødt til at være hos ens nærmeste og en sådan er nu.

Det betyder altså, at vikar Frederik Herscnack Grunnet må rykke videre til et andet vikariat og at jeg fra på søndag igen vil være at finde på prædikestolen i Tårnborg og atter er sognepræst i Tårnborg først og fremmest.